Det var da også med store forventninger at jeg kastede mig over 'Du forsvinder'. Måske lidt for store...
Jeg har fået bogen anbefalet fra nær og fjern. Af nogle udelukkende på grund af handlings-omtalen i medierne. Jeg er nemlig relativt interesseret i mennesker, der på den ene eller den anden måde er gået en lille smule i stykker - sådan kognitivt set.
Bogen handler da også om en mand der erhverver sig en hjerneskade. Her kunne man skrive en masse om rumopfyldning, frontallapper og den slags - hvilket Jungersen da også gør. Men det er hverdagen med hjerneskader, jeg interesserer mig for. Det er det fortsatte - og nødvendige - samspil mellem menneskerne. Og her synes jeg bogen måske bliver en lille smule forudsigelig - ja måske endda plat.
Jeg har talt med mange mennesker, der enten selv er blevet ramt af tidlig demens eller er pårørende til demensramte. Nogle af de skildringer jeg i den forbindelse har fået fortalt - som en næsten fremmed, over en kop lunken tirsdagskaffe - har haft langt mere kant end hvad Jungersen fremlægger i sin fortælling. Bogen mangler simpelthen intensitet.
Bogen er en jeg-fortælling. Men Jungersen når ikke ind i det kaos af tanker og modsatrettede følelser der følger med, når den man elsker pludselig forsvinder - og bliver en anden. Han skriver om sorg, om vrede, om uskyld overfor skyld. Om at leve videre - måske med en anden. Om den dårlige samvittighed, om at overanalysere og diagnosticere sine omgivelser. Men jeg vil alligevel holde fast i, at han ikke når dybere ind end hvad man kan læse sig til i 'Neuropsykologisk grundbog'. Havde det faglige niveau så endda været højere, kunne jeg måske have kaldt den populærvidenskabelig.
Bogen har dog visse elementer, som alligevel gør den anbefalelsesværdig. Hovedpersonens overdiagnosticering af sine omgivelser er gode betragtninger på tendenser i vores samfund, hvor det normale på nogle områder er blevet en spændetrøje. En anden lille kurøsitet er bogens brug af literacy - hvert kapitel er krydret med et stykke tekst fra virkelighedens kontekst, hvilket giver bogen et realistisk præg.
Min konklusion må blive at bogen er både fortænk og forskrevet. Jungersen pensler for meget ud og indfanger derfor ikke det førsproglige kaos, som man fornemmer han rettelig gerne vil placere sine personer i. Jeg har læst bogen som en almen indføring i livet med en hjerneskadet samlever - trivial-tearesselitteratur - desværre uden den forventede litterære oplevelse.
LeLouLaLi
PS. og for at det alligvel ikke skal blive for trist, så husk at DR endnu engang har forkælet licensbetalerne med lidt sommerlitteratur til øregangen. Find det her - og så kan der jo strikkes i mens =)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar