mandag den 25. juni 2012

"Gid hverdagens små finurligheder, må give dig smilets styrke"

"Gid hverdagens små finurligheder, må give dig smilets styrke"!

Ordene hænger på mit køleskab. De har hængt der i snart seks uger. Men hvem tæller? Det gør jeg!

For syv uger siden mistede jeg - helt uden forvarsel - min mor. Det har været en helt enormt voldsom tid. Jeg har været - og kan stadig blive - helt forkrampet af sorg. Jeg har mine sorte huller. Med tiden lærer jeg nok at navigere, eller i hvertfald at acceptere at sorg og kærlighed hænger helt uløseligt sammen.

Jeg savner min mor! Helt ufatteligt! Jeg savner hendes latter, hendes hænder, hendes stemme når hun tager telefonen. Hendes råd, hendes strik, hendes meninger, hendes hjælp, hendes støtte, hendes hjemmebag, hendes kærlighed. Jeg savner Hende!

Jeg er begyndt at tale i datid. Ikke hele tiden, men nogen gange. Første gang jeg tog mig selv i det blev jeg helt forskrækket. Min far har også gjort det. Han sagde 'strak' i stedet for stikkede. Vi kan slet ikke finde ud af præteritum, når det kommer til Mor. Det er helt forkert!

Mit chok har efterhånden lagt sig. Det er en smertelig proces at komme til erkendelse af, at dét menneske der har været der altid, ikke længere er her. Det er små skridt frem - engang imellem endda et enkelt tilbage. Sådan er det. Når jeg er trist går jeg sommetider ud og kigger på ordene på mit køleskab. Jeg elsker hverdagen, jeg samler på finurligheder og får hver eneste dag styrke gennem mine smil.Dét er sandhed og kloge ord. Fra Min Vigtigste Veninde.

Jeg har fået mange dejlige ord, knus og tanker - fra familie, venner og bekendte - i de seneste syv uger. De kan ikke fjerne min sorg, vel egentlig heller ikke gøre den mindre - men de kan forsikre mig om, at forude venter smil, finurligheder og gode dage.

Jeg springer ud i dem. De gode dage. Jeg tør godt - der er én der passer på mig ♥



LeLouLaLi

Ps. De kloge køleskabsord er naturligvis fra Stination, som i øvrigt skrev nedenstående den 3. maj 2012:

Lidt om livets forgangelighed og kærlighed...

1 kommentar:

  1. rettelse: tak for 1,5times fantastisk telefon terapi. Glæder mig da for overdrevet til at køre med støttehjul i en god rødvinsbrandert:)

    SvarSlet