... er jeg faktisk lettere bekymret!
Smilet stivnede i Aarhus i eftermiddags. Mit smil, forstås.
Jeg tilbragte 53 min. i den aarhusianske udgave af Borgerservice. I Tårnhallen på Rådhuset.
Jeg havde egentlig forestillet mig at denne blog skulle strømme af glade budskaber, men i dag kommer der altså et enkelt dryp malurt. Borgerservice. Smager man lidt på ordet, lyder det egentlig meget rart! Og jeg kan godt lide vores smukke Rådhus. Og hr. Bykonge-Wammen for den sags skyld! Det er slet ikke det. Bevares.
Mit første møde med Rådhuset var da jeg som nyligt udsprunget aarhusianer skulle stemme til folketingsvalget. Jeg var så heldig at møde Sven Auken ved valgurnen - vi skulle stemme i samme boks. SÅ følte man sig godt nok Aarhus-agtig!
Dagens møde med Rådhuset var lidt i den modsatte grøft. Torsdag holder de længe åbent! Jeg har endnu ikke vænnet mig til at være udearbejdende og herfor tvunget til at færdes i det offentlige rum sammen med alle andre. Tårnhallen var proppet. Og varm. Og jeg stod der i 53 min. inden det blev nr. 18's tur.
Jeg skulle til skranke nr. 4. Allerede da jeg nærmer mig, kan jeg mærke dette nok ikke rigtig kommer til at spille. Da jeg er flere skranker væk råber(!) damen; Hvad vil du? Uha... jeg vil bare gerne bede om et nyt pas :) (Mit pas er forlængst udløbet, så forestil jer at jeg kommer anstigende temmelig ydmyg - eftersom jeg skal afsted om en uge!). Har jeg lavet en forhåndsbestilling over nettet? Øhm..? Næh... HVAD FANDEN VIL JEG SÅ DER? Ved hendes skranke?!
Undskyld!
- Først blev jeg mundlam!
- Så blev jeg rasende!
- Så blev jeg sådan lidt floffy... "Ih, torsdag er den lange og varme dag, hun har det sikkert ikke så godt med sig selv og trænger sikkert til at langt knus!"
- Dette gik over til at det egentligt var ret sjovt. Sådan at prøve at blive råbt af - henne i det offentlige!
Men nu sidder jeg egentlig lidt tilbage med en følelse af at det ikke var ok! Der er faktisk mennesker i dette land, som er helt og aldeles prisgivet Borgerservice og alle deres stempler. Jeg har ret brede skuldre (billedligt talt). Jeg har det godt og kan sagtens klare sådan en omgang - i et enkelt tilfælde. Men det er altså ikke alle der er i livssituationer, hvor de bagefter går hjem og skriver et halv-vrisent-halv-sjovt indlæg på bloggen om deres oplevelser. Og jeg synes det er skammeligt! Skammeligt hvis vi ikke behandler hinanden med respekt og medmenneskelighed (også torsdag eftermiddag)! Derfor sender jeg nu - fra min sofa - en masse kærlige tanker, både til mine medventende i Tårnhallen, samt damen bag skranke nr. 4.
Knus LeLouLaLi
Ps. Til damen i nr. 4: Jeg kommer igen i morgen =)
Pps. Jeg forbeholder mig retten til at se 'lettere stramtantet' ud på mit pasbillede de næste 10 år!
JEG ER HELT ENIG, - DET ER SÅ VIGTIGT, AT VI BEHANDLER HINANDEN ORDENTLIGT, - VI KAN JO NÆSTEN ØDELÆGGE DAGEN FOR ANDRE MENNESKER, HVIS VI IKKE OPFØRER OS ANSTÆNDIGT, - OG HVIS DET SKER, SÅ ØDELÆGGER VI JO OGSÅ DAGEN FOR OS SELV, NÅR VI KOMMER TIL AT TÆNKE OVER HVORDAN VI HAR OPFØRT OS, - LAD OS PRØVE AT HUSKE DET.
SvarSletKÆRLIGST FASTER