onsdag den 25. maj 2011

Onsdagsløjer!

Onsdag er dagen midt i ugen - så er man halvvejs og et lille ophold vil være helt på sin plads. Min onsdag er altid fyldt med administrative opgaver, forberedelse og møder. For en enkelt dag må fagligheden stå i skyggen af alt det andet - det der bare skal gøres for at få det hele til at køre. Sådan en dag flyttede der pluselig en vaskeægte papirstrane ind på kontoret! Min kollega sad i frokostpausen og legede med et stykke papir og pludselig sad hun med den smukkeste fugl mellem hænderne.


På små fem minutter havde hun videregivet dette fantastiske håndværk til mig og en smuk trane flyttede ind i kontor nr. 260. Her pynter den på skrivebordet og minder mig om, at selv en dag med (kedeligt) papirarbejde kan resultere i noget smukt og fint.

(Vil man selv kaste sig ud i kunsten, vil jeg anbefale at man besøger youtube.com og søger på paper crane -så kommer der nogle lette introvideoer)

I går var jeg på biblioteket. Det er jeg flere gange om ugen. Jeg er nemlig - i al fortrolighed - utrolig glad for ord! Jeg samler på dem og gemmer dem et sted indeni. At gå mellem de mange meter bøger og ligesom lade en finger følge de forskellige bogrygge - det er lykken. Det samme er det at se på de mange ukendte og uudforskede bogtitler og omslag. Her er uanede mængder inspiration! I går fik min bibliotekstur dog en ekstra dimension! Biblioteket solgte nemlig ud af gamle blade. Jeg havde ikke set det, men på vejen ud hørte jeg tilfældigt en dame juble over købet af en hel stak Kreative Kvinder-blade. Jeg er selv en ivrig låner af bladende, men eftersom de stoppede udgivelserne for et par år siden, havde biblioteket besluttet at skille sig af med dem. Og ved I hvad? Til alt held havde jeg, helt tilfældigt, en ti-krone i lommen, og for den fik jeg ikke mindre end 4 blade! Dét er da luksus!




Det må være på tide - denne solrige midtvejsaften - at præsentere mine tomatplanter! Da jeg var yngre såede jeg hvert år én plante. Aldrig to - altid én. Mit første forsøg ud i botanikken og planteriget var min solsikke; Palle. Ja, Palle! For ud over det mærkelige i at så én enkelt plante, ja, så skulle den naturligvis også navngives!

I år har jeg fået to(!) tomatplanter og en chilliplante - så der er en del der skal tales med og nusses om hver dag =) Mine tomater hedder - i anledning af valgåret og min pågående Aarhus-forelskelse - Torkild Simonsen og Nicolaj Vammen. Den ene har tydeligvis udlængsel - Nicolaj forstås - den bare gror og gror, mens den anden - Torkild - er en lille rund og rubust sag.


Cherrytomaten Nicholaj W 

Cocktailtomaten Torkild S

Det bør - for udenforstående - understreges, at jeg altså ikke er HELT tosset! Trods alt...

Her til aften har jeg bagt en vaskeægte kanelkage. Okay bagt og bagt.... Altså ikke sådan heeelt fra bunden. overskudsagtig er jeg alligevel ikke på en onsdag! Kagen skal om lidt bydes rundt i stuen - til Brissen og jeg selv forståes - og resten skal til med til Herning i morgen. Min kollega og jeg fortjener lidt godter. I hvertfald hvis vi selv skal sige det! =)

Dejlig onsdag til jer derude...
Knus LeLouLaLi

1 kommentar:

  1. INGA MARGRETHE JENSEN26. maj 2011 kl. 10.03

    HEJ LELOULALI.
    PAPIRFOLDNING (ORIGAMI) ER DA NOGET AF DET ALLERFINESTE, SÅ DU ER RIGTIG HELDIG MED DIN SMUKKE TRANE, - OG JEG ER RIGTIG HELDIG AT JEG MÅ DELE LIDT AF "DIN HVERDAG" PÅ DEN FINE BLOG.
    PAS NU GODT PÅ TOMATPLANTERNE.
    KÆRLIGST FASTER

    SvarSlet